Klientudtalelser
Før jeg mødte Karin, havde jeg svoret, at psykologer/psykoterapeuter ikke kunne gøre noget for mig
Jeg har været fast gæst i psykiatrien pga. svær angst og svær depression, siden jeg var 20 år og er der blevet væltet rundt i diverse diagnoser. Jeg har prøvet samtlige lykkepiller på markedet og diverse angst dæmpende tabeletter, og har derudover været igennem 6 psykologer, hvoraf nogle forløb var flerårige, men ingenting hjalp. Som 30 årig blev jeg tildelt førtidspension, stærkt mod eget ønske. Jeg var opgivet af systemet og værst af alt, havde jeg opgivet mig selv.
De psykologer jeg havde mødt arbejdede alle med kognitiv terapi og jeg kunne alt for hurtigt give dem det rigtig svar eller det jeg troede de gerne ville høre. Uanset hvor mange gange jeg sagde de "rigtige" ting, så ændrede det intet ved min helt grundlæggende følelse af intetværd, og ingen af psykologerne bevægede sig ind i mit intetværd, andet end at konstatere, at det var der. Mit terapiforløb ved Karin har mest af alt bestået i at gå ind i dette intetværd og kigget på årsagerne til denne, og følgende gøre mig selv uenig i mit intetværd og deraf lade mit selvværd vokse.
Dog er terapiformen ikke det eneste, der adskiller Karin fra andre psykologer jeg har mødt. Når jeg er blevet spurgt om hvad forskellen er fra den terapi jeg før har gået i, har jeg ofte svaret, at psykologer godt kan have en uddannelse i psykologi, uden at være en god psykolog. Karin er en klog og god psykoterapeut med stor menneskelig indsigt og jeg vil anbefale hende til alle, der har et ønske om at forbedre deres eget liv.
Med venlig hilsen Leif Thomsen
Jeg er en kvinde på 36 år, jeg er gift og har 3 børn på henholdsvis 7 år, 5 år og snart 2 år
Ca. 3 måneder efter jeg havde født mit 3. barn, blev jeg enig med mig selv og min mand om, at jeg måtte søge noget professionel hjælp. Jeg havde over tid haft det svært med mig selv følelsesmæssigt. Jeg havde svært ved at håndtere mine følelser, ofte kom de til udtryk via vrede overfor særligt min ældste søn, når han ikke ville høre efter hvad jeg sagde, eller når min mand ikke "gjorde tingene rigtigt" overfor børnene, eller når min mand ikke fornemmede mine behov.
Jeg tør godt at sige at det at søge hjælp gennem pskykoterapeut Karin Sørensen, har vendt op og ned på mit liv, på den gode måde. Det har givet mig en selvindsigt og selvforståelse, som har været meget vigtig for mit liv. jeg har fået bearbejdet nogle traumer fra min barndom, hvilket jeg har båret med mig altid, uden egentlig at vide hvilken betydning det har haft for mit liv. Det har været rigtig hårdt indimellem og skulle i kontakt med alle disse gamle følelser, men også en stor befrielse at få sat ord på, og anerkende det skete, og komme videre derfra.
Jeg vil også sige, at jeg synes jeg er blevet en bedre forældre til mine børn, særligt den ældste som ind imellem har stået model til min afmagt. Ved at have fået styr på mine egne følelser og tør at stå ved dem, kan jeg meget bedre se mine børn, der hvor de er, at de ikke nødvendigvis gør dumme ting for at genere mig, men de er, ligesom jeg selv, ved at lære noget om livet.
Vi har også brugt Karin Sørensen, til at komme på hjemmebesøg. Det har været en spændende og lærerig proces. Hun er kommet og "været flue på væggen", mens vi har foretaget os de almindelige gøremål, som man jo gør i en børnefamilie, såsom at spise aftensmad, putte, bade børn, konfliktløsning o.s.v. Det har familien haft rigtig meget glæde af, vi har via de observationer Karin har gjort sig, haft samtaler om hvordan hun oplever os sammen som familie, det er altid foregået på en respektfuld måde, ikke dømmende, en helt igennem rar måde, hvor vi som forældre har fået øje på egne mønstre og vaner, og gennem samtaler med Karin fået øje på nye måder at takle livet på sammen med børnene.
Det er vigtigt for mig at der både er plads til børn og voksne i vores familie, vigtigt at vi er anerkendt som dem vi er, at vi som forældre er tydelige voksne overfor børnene at det er de voksne der sætter rammerne, udfra hvad vi finder rimeligt og fornuftigt, men også i forhold til hvor børnene er lige nu og her. Her har Karin været til stor inspiration, hun har hjulpet mig til selv, at blive klar på egne værdier, og stå ved dem, og handle derfra.
Sidst men ikke mindst har min mand og jeg også været i parterapi. Det har også været en lærerig proces, jeg mener, at selvom vi har kendt hinanden i snart 15 år, har lært hinanden endnu bedre at kende gennem parterapien. Vi kender hinanden bedre på det følelsesmæssige plan, vi taler mere om hvad vi føler, og viser også mere overfor hinanden at vi holder af hinanden. Det er vigtigt at der er plads til at udtrykke alle slags følelser, både vrede, ked af det, angst, fortvivelse og ikke mindst glæden.
Vi øver os i selve samtalen at tage ansvar for egne følelser, at sige hvad vi ønsker og forventer, og hvis vi får noget fra hinanden som vi ikke kan lide, skal vi også sige det. Når tingene er sagt, oplever jeg at stemningen i familien er bedre, vi er mere glade og griner mere. Det har været en af de gode beslutninger jeg har taget i mit liv, da jeg valgte at søge hjælp, jeg er ikke blevet et perfekt menneske, men jeg har fået det bedre med mig selv, og ikke mindst min familie. Jeg klokker stadig i det ind imellem, handler stadigvæk uhensigtsmæssigt, det tager lang tid at ændre gamle vaner og mønstre, og det kræver overbærenhed både overfor mig selv, og resten af familien, men når det f.eks lykkedes at komme på den anden side af en konflikt, hvad enten det er i relation til børnene eller min mand , hvor begge parter er blevet hørt, og set trods forskelligheder, ja, så er det bare det hele værd.
Med venlig hilsen Gift kvinde og mor til 3
Da vi fik vores andet barn, følte jeg mig overbevist om, at vi ville få en helt anden start end med vores første, der græd sig gennem de første 3 måneder. Hvis vi fik "kolik-problemer" igen, ville vi jo være forberedt og vide, at det ville gå over igen
Jeg havde haft en god graviditet og havde knyttet mig meget til den lille dreng i min mave. Derfor var det så meget desto sværere at erkende, at det var svært at blive mor igen. Den lille græd ligesom den store havde gjort, og vi havde meget svært ved at håndtere det og var voldsomt frustrerede. Det blev værre og værre, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule, i hvor dårlig kontakt jeg var med den lille. Han kunne smelte mit hjerte men også få mig helt ud i tovene. Han ville ikke have øjenkontakt ret lang tid af gangen og brød sig ikke om at være helt tæt på vores ansigter. Jeg fornemmede det nok, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så vi lukkede ligesom ned og ventede nærmest bare på, at de 3 måneder skulle gå, hvor vi så så frem til at få et "nyt" barn.
Jeg skjulte problemerne for sundhedsplejersken, men en dag kunne jeg ikke mere og brød helt sammen. Vi aftalte, at jeg skulle tage kontakt til en familieterapeut, for sådan her skulle det ikke være. Hverken for den lille eller os. Det var meget svært at sætte ord på, hvad vi ville have hjælp til, men først og fremmest handlede det bare om, at få hjælp til at være sammen med vores barn. Det gjaldt både når han græd, og når han ikke gjorde. Det, at lære at være sammen med ham når han græd og græd, var en kæmpe udfordring. Vi havde lukket ned for ham, når han græd, og havde nærmest bare holdt ham i vores arme fordi vi skulle og ikke for at trøste. Nu lærte vi at være sammen med ham, om at han græd. Gråden forsvandt ikke, men vi fik en række redskaber til at være der for ham, når han havde allermest brug for det. Samtidigt hjalp kontakten, når han var glad, med at lette trykket når han var ked af det. Hvor vi før blev kørt helt ned af al gråden og heller ikke havde overskud til at være der, når han var glad, kunne vi nu være der hele tiden.
Når jeg ser tilbage, er det nemt at se, hvor forfærdeligt det må have været for vores lille søn, at mor og far bare holder èn uden at hjælpe med smerten. Samtidigt er det vanskeligt at forstå, at det var så svært, både at skabe kontakt og at bede om hjælp, da vi fik problemer. Vi syntes, vi var klar på udfordringen, men magtede det ikke da det kom til stykket. Bagefter var problemet dårlig samvittighed over, at vi havde ladet det komme så vidt. Arbejdet med Karin har dog fået os overbevist om, at alle forældre gør det bedste, de kan, så den dårlige samvittighed har vi for længst droppet. Vi fik jo netop spurgt om hjælp til at blive gode forældre og fik dermed ændret en dårlig start. I dag har vi to fantastiske drenge og en stærk familie.
Karins hjælp har vi brugt lige siden i vores hverdag og familieliv. Vi er dybt taknemmelige over den udvikling, hun har hjulpet os med at sætte i gang. Vi havde det jo i os, men skulle bare have hjælp til at se det.
En glad mor til to
Jeg har været fast gæst i psykiatrien pga. svær angst og svær depression, siden jeg var 20 år og er der blevet væltet rundt i diverse diagnoser. Jeg har prøvet samtlige lykkepiller på markedet og diverse angst dæmpende tabeletter, og har derudover været igennem 6 psykologer, hvoraf nogle forløb var flerårige, men ingenting hjalp. Som 30 årig blev jeg tildelt førtidspension, stærkt mod eget ønske. Jeg var opgivet af systemet og værst af alt, havde jeg opgivet mig selv.
De psykologer jeg havde mødt arbejdede alle med kognitiv terapi og jeg kunne alt for hurtigt give dem det rigtig svar eller det jeg troede de gerne ville høre. Uanset hvor mange gange jeg sagde de "rigtige" ting, så ændrede det intet ved min helt grundlæggende følelse af intetværd, og ingen af psykologerne bevægede sig ind i mit intetværd, andet end at konstatere, at det var der. Mit terapiforløb ved Karin har mest af alt bestået i at gå ind i dette intetværd og kigget på årsagerne til denne, og følgende gøre mig selv uenig i mit intetværd og deraf lade mit selvværd vokse.
Dog er terapiformen ikke det eneste, der adskiller Karin fra andre psykologer jeg har mødt. Når jeg er blevet spurgt om hvad forskellen er fra den terapi jeg før har gået i, har jeg ofte svaret, at psykologer godt kan have en uddannelse i psykologi, uden at være en god psykolog. Karin er en klog og god psykoterapeut med stor menneskelig indsigt og jeg vil anbefale hende til alle, der har et ønske om at forbedre deres eget liv.
Med venlig hilsen Leif Thomsen
Jeg er en kvinde på 36 år, jeg er gift og har 3 børn på henholdsvis 7 år, 5 år og snart 2 år
Ca. 3 måneder efter jeg havde født mit 3. barn, blev jeg enig med mig selv og min mand om, at jeg måtte søge noget professionel hjælp. Jeg havde over tid haft det svært med mig selv følelsesmæssigt. Jeg havde svært ved at håndtere mine følelser, ofte kom de til udtryk via vrede overfor særligt min ældste søn, når han ikke ville høre efter hvad jeg sagde, eller når min mand ikke "gjorde tingene rigtigt" overfor børnene, eller når min mand ikke fornemmede mine behov.
Jeg tør godt at sige at det at søge hjælp gennem pskykoterapeut Karin Sørensen, har vendt op og ned på mit liv, på den gode måde. Det har givet mig en selvindsigt og selvforståelse, som har været meget vigtig for mit liv. jeg har fået bearbejdet nogle traumer fra min barndom, hvilket jeg har båret med mig altid, uden egentlig at vide hvilken betydning det har haft for mit liv. Det har været rigtig hårdt indimellem og skulle i kontakt med alle disse gamle følelser, men også en stor befrielse at få sat ord på, og anerkende det skete, og komme videre derfra.
Jeg vil også sige, at jeg synes jeg er blevet en bedre forældre til mine børn, særligt den ældste som ind imellem har stået model til min afmagt. Ved at have fået styr på mine egne følelser og tør at stå ved dem, kan jeg meget bedre se mine børn, der hvor de er, at de ikke nødvendigvis gør dumme ting for at genere mig, men de er, ligesom jeg selv, ved at lære noget om livet.
Vi har også brugt Karin Sørensen, til at komme på hjemmebesøg. Det har været en spændende og lærerig proces. Hun er kommet og "været flue på væggen", mens vi har foretaget os de almindelige gøremål, som man jo gør i en børnefamilie, såsom at spise aftensmad, putte, bade børn, konfliktløsning o.s.v. Det har familien haft rigtig meget glæde af, vi har via de observationer Karin har gjort sig, haft samtaler om hvordan hun oplever os sammen som familie, det er altid foregået på en respektfuld måde, ikke dømmende, en helt igennem rar måde, hvor vi som forældre har fået øje på egne mønstre og vaner, og gennem samtaler med Karin fået øje på nye måder at takle livet på sammen med børnene.
Det er vigtigt for mig at der både er plads til børn og voksne i vores familie, vigtigt at vi er anerkendt som dem vi er, at vi som forældre er tydelige voksne overfor børnene at det er de voksne der sætter rammerne, udfra hvad vi finder rimeligt og fornuftigt, men også i forhold til hvor børnene er lige nu og her. Her har Karin været til stor inspiration, hun har hjulpet mig til selv, at blive klar på egne værdier, og stå ved dem, og handle derfra.
Sidst men ikke mindst har min mand og jeg også været i parterapi. Det har også været en lærerig proces, jeg mener, at selvom vi har kendt hinanden i snart 15 år, har lært hinanden endnu bedre at kende gennem parterapien. Vi kender hinanden bedre på det følelsesmæssige plan, vi taler mere om hvad vi føler, og viser også mere overfor hinanden at vi holder af hinanden. Det er vigtigt at der er plads til at udtrykke alle slags følelser, både vrede, ked af det, angst, fortvivelse og ikke mindst glæden.
Vi øver os i selve samtalen at tage ansvar for egne følelser, at sige hvad vi ønsker og forventer, og hvis vi får noget fra hinanden som vi ikke kan lide, skal vi også sige det. Når tingene er sagt, oplever jeg at stemningen i familien er bedre, vi er mere glade og griner mere. Det har været en af de gode beslutninger jeg har taget i mit liv, da jeg valgte at søge hjælp, jeg er ikke blevet et perfekt menneske, men jeg har fået det bedre med mig selv, og ikke mindst min familie. Jeg klokker stadig i det ind imellem, handler stadigvæk uhensigtsmæssigt, det tager lang tid at ændre gamle vaner og mønstre, og det kræver overbærenhed både overfor mig selv, og resten af familien, men når det f.eks lykkedes at komme på den anden side af en konflikt, hvad enten det er i relation til børnene eller min mand , hvor begge parter er blevet hørt, og set trods forskelligheder, ja, så er det bare det hele værd.
Med venlig hilsen Gift kvinde og mor til 3
Da vi fik vores andet barn, følte jeg mig overbevist om, at vi ville få en helt anden start end med vores første, der græd sig gennem de første 3 måneder. Hvis vi fik "kolik-problemer" igen, ville vi jo være forberedt og vide, at det ville gå over igen
Jeg havde haft en god graviditet og havde knyttet mig meget til den lille dreng i min mave. Derfor var det så meget desto sværere at erkende, at det var svært at blive mor igen. Den lille græd ligesom den store havde gjort, og vi havde meget svært ved at håndtere det og var voldsomt frustrerede. Det blev værre og værre, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule, i hvor dårlig kontakt jeg var med den lille. Han kunne smelte mit hjerte men også få mig helt ud i tovene. Han ville ikke have øjenkontakt ret lang tid af gangen og brød sig ikke om at være helt tæt på vores ansigter. Jeg fornemmede det nok, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så vi lukkede ligesom ned og ventede nærmest bare på, at de 3 måneder skulle gå, hvor vi så så frem til at få et "nyt" barn.
Jeg skjulte problemerne for sundhedsplejersken, men en dag kunne jeg ikke mere og brød helt sammen. Vi aftalte, at jeg skulle tage kontakt til en familieterapeut, for sådan her skulle det ikke være. Hverken for den lille eller os. Det var meget svært at sætte ord på, hvad vi ville have hjælp til, men først og fremmest handlede det bare om, at få hjælp til at være sammen med vores barn. Det gjaldt både når han græd, og når han ikke gjorde. Det, at lære at være sammen med ham når han græd og græd, var en kæmpe udfordring. Vi havde lukket ned for ham, når han græd, og havde nærmest bare holdt ham i vores arme fordi vi skulle og ikke for at trøste. Nu lærte vi at være sammen med ham, om at han græd. Gråden forsvandt ikke, men vi fik en række redskaber til at være der for ham, når han havde allermest brug for det. Samtidigt hjalp kontakten, når han var glad, med at lette trykket når han var ked af det. Hvor vi før blev kørt helt ned af al gråden og heller ikke havde overskud til at være der, når han var glad, kunne vi nu være der hele tiden.
Når jeg ser tilbage, er det nemt at se, hvor forfærdeligt det må have været for vores lille søn, at mor og far bare holder èn uden at hjælpe med smerten. Samtidigt er det vanskeligt at forstå, at det var så svært, både at skabe kontakt og at bede om hjælp, da vi fik problemer. Vi syntes, vi var klar på udfordringen, men magtede det ikke da det kom til stykket. Bagefter var problemet dårlig samvittighed over, at vi havde ladet det komme så vidt. Arbejdet med Karin har dog fået os overbevist om, at alle forældre gør det bedste, de kan, så den dårlige samvittighed har vi for længst droppet. Vi fik jo netop spurgt om hjælp til at blive gode forældre og fik dermed ændret en dårlig start. I dag har vi to fantastiske drenge og en stærk familie.
Karins hjælp har vi brugt lige siden i vores hverdag og familieliv. Vi er dybt taknemmelige over den udvikling, hun har hjulpet os med at sætte i gang. Vi havde det jo i os, men skulle bare have hjælp til at se det.
En glad mor til to
